Historien om Haderslev Lysfest
Da det få dage før den 4. maj stod klart, at der ingen officielle festligheder ville være i 1950, tog oberst Gabel-Jørgensen sagen i egen hånd. Haderslev Kaserne blev ramme om et sceneri, som trods det interimistiske arrangement fik meget større værdi, end oberst Gabel-Jørgensen havde forestillet sig – en ny tradition var opstået.
Siden da har Haderslev Lysfest været et naturligt samlingspunkt for tusindevis af borgere til at markere årsdagen for Danmarks Befrielse med lysfestens budskab om fred, frihed og forsoning.
I 2014 tog Haderslev Kaserne og Haderslev Kommune en fælles beslutning om at indlede et tæt samarbejde omkring en fornyelse af lysfesten. Dette skulle ske i respekt for de traditioner, der i gennem årene var opbygget omkring lysfesten.
Markeringen af 75-året for Danmarks Befrielse blev på grund af Covid-19 afholdt uden publikum, gæster og optræden. Rigtig mange valgte trods aflysningen af arrangementet på Haderslev Kaserne, at fastholde markeringen af den 4. maj ved at sætte lys i vinduerne hjemme.
Lysfesten er tilført et spektakulært lysshow samt en række arrangementer, der på forskellig vis berører højaktuelle sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål. For selvom 1945 – især for yngre generationer – synes meget fjernt, så er budskabet om fred, frihed og forsoning stadig lige aktuelt.
Med et deltagertal på 8-10.000 fremstår Haderslev Lysfest i dag som en af Danmarks største markeringer af 4. maj – det havde oberst Gabel-Jørgensen næppe forestillet sig dengang i 1950.
Vil du vide mere om historien bag Haderslev Lysfest, kan du læse mere på Haderslev Historiske Arkivs hjemmeside
Haderslev Lysfest fra 2015
Plakaten til Haderslev Lysfest fra 2015 og årene frem er designet af plakatkunstneren Gitte Kath.
Gitte Kath (1948) er uddannet på Kolding Kunstnerhåndværkerskole, i dag Designskolen Kolding, 1968-72. Scenograf og instruktør ved Teatret Møllen i Haderslev. Plakatmager for og om teatret og dets forestillinger og desuden plakatmager til en række andre primært forskellige arrangementer som f.eks. Paralympics plakaten til de Olympiske lege for Handicappede i Sydney, Australien i året 2000.
Bosiddende i Christiansfeld i Sønderjylland ikke langt fra sin arbejdsplads i Møllen i Haderslev.
Gitte Kath har deltaget i mange internationale udstillinger om plakater og grafiske arbejder i bl.a. Prag 1999, Hong Kong 2001.
Haderslev Lysfest frem til 2014
Indtil 2014 blev denne plakat benyttet. Plakaten er tegnet af Lillian Martinussen, Haderslev.
Billedkunstner Lillian Martinussen, Haderslev, fik sin uddannelse på Det Kongelige Kunstakademi og har suppleret med fem års undervisning på Danmarks Designskole, ligesom hun har taget en reklametegneruddannelse.
Lillian Martinussen, der i 23 år virkede som lektor ved Katedralskolen i Haderslev, har vist sine billeder på en række censurerede udstillinger, ligesom hun har deltaget i en lang række gruppeudstillinger og haft separatudstillinger.
Hendes kunst, der er centreret omkring maleri og grafik, har blandt andet fundet plads på en række skoler og lignende i det sønderjyske.